“Solitude d’Israël” af Bernard-Henri Lévy

BOGANMELDELSE // af Henrik Sonne Petersen |

Bernard-Henri Lévy, Solitude d’Israël, Paris: Grasset 2024.
Oversættelserne fra fransk er anmelderens.

Solitude d’Israël

Bernard-Henri Lévy er den mest flamboyante i en gruppe filosoffer, som han selv var med til at døbe nye filosoffer (nouveaux philosophes) i 1970’erne. Han er blevet så kendt, at hans akronym er blevet hans kendetegn: BHL. Det fælles anliggende for de nye filosoffer, André Glucksmann, Alain Finkielkraut og BHL m.fl., var en kamp mod totalitarisme, som for nogle førte til en afvisning af marxismen, mens det for andre førte til en skelnen mellem maoisme og marxisme, hvor den sidste blev opfattet som uundværlig i opgøret med kapitalismens totalitære undertrykkelse.

Det har i tidens løb ført BHL til et engagement i Bosnien, i Darfur og i Angola, i Pakistan, i Syrien og i Lambedusa, for nu blot at nævne nogle steder, hvor han har konfronteret ”menneskeligt barbari,” hvor mænd, kvinder, unge og børn reduceres til objekter, tal i en statistik over døde. Hans stemme er den socialt engagererede intellektuelle, der giver menneskerettigheder en stemme og påviser overgreb og totalitær tænkning, uanset hvor det finder sted.

BHL har i flere omgange reflekteret over sine jødiske rødder, hvor han både anerkender en intellektuel arv fra Emmanuel Levinas og Franz Rosenzweig, reflekterer over zionisme og staten Israels oprindelse, og analyserer antisemitisme. Det er alle disse forhold, som får fornyet opmærksomhed, nu set igennem de forfærdelige hændelser, der fandt sted 7. oktober 2023, og som blev udløsende årsag til krigen i Gaza.

Elegant og insisterende tager BHL Israels perspektiv alvorligt, beskriver terrorangrebet 7. oktober, konfronterer en global mangel på forståelse efter de første dage i oktober, hvor angrebet blev relativiseret, kaldt forståeligt eller opstået af en sammenhæng; han kigger fjenden, Hamas og militant islamisme i Palæstina, i øjnene, og knytter det til antisemitisme, og han ser de mange døde børn og erkender, at hvert dødt barn er en skandale – faktisk den absolutte skandale. Men i det perspektiv viger han heller ikke tilbage fra at pointere, at krigen, de mange døde, inklusive de døde børn, skyldes Hamas, der både har begyndt krigen og derefter gemt sig blandt civile, og som både sigtede efter at slå flest mulige jøder ihjel, samtidig med at de nu sigter efter at få flest mulige martyrer.

Bogen folder sig ud i tre afdelinger. Den første (s. 11-60) med overskriften ”7. oktobers metafysik”, der handler om meningshorisonten for angrebet på Israel. Her præsenterer BHL en struktur til at forstå og tale om angrebet, som han kalder ”en hændelse” i den forstand, at det er totalt uforudsigeligt og ubegribeligt. Hændelser skaber forandringer, rystelser. 7. oktober-hændelsen er rystende på tre niveauer, skriver BHL. Det er en rystende påmindelse om, at der ikke er et sted, hvor jøder kan føle sig sikre. Men det er også en rystelse af den globale samvittighed, der ellers har sagt: Aldrig mere dét! – efter Shoah, drabet på jøder under Nazi-regimet. Endelig afføder hændelsen en rystende anelse om et modimperium, vendt mod demokrati og Europa, der spænder fra Rusland over Tyrkiet, Iran og jihadister til Kina, og som finder et blindpunkt i Hamas, klar til at realisere radikal ondskab, hvor det ikke blot er jødiske liv, der er på spil, men global samvittighed.

Anden del af bogen (s. 61-110) hedder ”Når negationer udfoldes live” og handler om, hvordan hændelsen snart efter 7. oktober blev udfordret, betvivlet. Tavsheden føjes til volden, hvad der gør smerten større (s. 66); gidslerne bliver usynlige, eller ligestillet med kriminelle fanger, som når der tales om ”fangeudveksling” (s. 69). Og snart er det ikke medfølelse, men en ny bølge af antisemitisme, der rejser sig, og afkræver våbenhvile og en bekymring for ”dagen efter”. Her bliver det klart, at antisemitismens klareste udtryk er afsky for staten Israel, måske fordi Israel fra tidernes oprindelse har været en garant for, at der er plads til den fremmede, og at der er modstand mod racisme!?

Endelig, i bogens tredje del med overskriften ”Historien og sandheden” tager BHL fat på nogle af de spørgsmål, der nager i dag. Det er spørgsmål om staten Israel. Der er mange lag af svar, men bag dem alle gemmer sig én enkelt begrundelse for, at det er nødvendigt med en stat som Israel: anti-semitisme. Zionismens realitet er ikke ideologi eller religion, men sikkerhed! Spørgsmålet om de døde civile i Gaza er det vanskeligste, siger BHL. For hvert barns død er en skandale – en ”absolut metafysisk skandale” (s. 142). Når det er sagt, fastholder BHL, at ansvaret for de mange civile døde ligger hos Hamas, der har begyndt krigen. Han undskylder ikke alle civile drab og forsøger ikke at skabe et skønbillede af en hær, Tsahal, som gør alt rigtigt. Men Israel har ikke villet krigen og gør alt, hvad der er politisk muligt for at følge krigens regler, siger han (s. 147ff.). Alligevel, siger BHL, er krigen i Gaza og situationen i Israel i det hele taget en udfordring af den jødiske sjæl. Det er den ånd, der hviler på tekster i Torah’en, altså Mosebøgerne, der foreskriver, at Israel ikke må følge de andre folks eksempel, men skal følge den mission, der er beskrevet i loven. Ellers vil landet selv udstøde det jødiske folk (3. Mosebog 26; BHL: 151f.). Den jødiske ånd lader et kildevæld af mening bryde frem, som ikke blot jøder nyder godt af, men alle. Det er en levende zionisme! (s. 162) – men netop den er truet af indre spændinger i Israel, af mennesker der hader ”de andre,” af racisme og chauvinisme. Får de spændinger lov til at blive forankret i Israel, er det ikke kun hånden, der udtørres, men Israels eget hjerte, fordi det er kilderne fra den jødiske ånd, der tørrer ind (s. 165).

Overordnet set er BHL’s bog, Solitude d’Israël, en øjenåbnende konfrontation med stereotyper om Israel og jøder, relativisering af volden med henvisning til ”konteksten,” internationale organisationers svigt, og en mærkelig tvetydig holdning til Hamas, der mere og mere fremstår som offer, selvom det er dem, der har begyndt konflikten og dem, der udnytter palæstinenserne. Men, det hører også med til billedet, at BHL ikke ser eller hører palæstinenserne, hverken i Gaza eller på den besatte Vestbred, ligesom bosætterkolonialismen kun nævnes en passant.

Del dette indlæg: